I de nordsjællandske skove kan man stadig se de snorlige jagtveje, som skærer hinanden i regelmæssige stjerner og deler skovene op i store trekanter. Vejene blev etableret af Christian d. 5. i 1600-tallet til parforcejagt.

Kort efter at Christian d. 5 havde overtaget tronen som Danmarks enevældige konge i 1670, satte han hegn om nutidens Jægersborg Dyrehave og Hegn. I 1680’erne og 1690’erne udvidede Christian d. 5. sit parforcejagtterritorium, da han indrettede Gribskov og Store Dyrehave med kilometervis af jagtveje.

Jagtvejene gjorde det muligt at bevæge sig hurtigt gennem den ellers ufremkommelige skov uden at fare vild eller komme til skade. Kaster man et blik på et kort over Nordsjælland, bliver man slået af geometrien i vejsystemet. Skovlandskabet er ægte barok i meget stor skala, bevidst planlagt som udtryk for den enevældige konges gudgivne storhed.

Den kongelige danske parforcejagt blev nedlagt i 1777. Siden da er der ikke blevet drevet parforcejagt i Store Dyrehave, Gribskov og Jægersborg Dyrehave og Hegn. Skovbruget var blevet vigtigere end jagten og jagtvejene fik nye formål. Derfor eksisterer ca. 85 % af de jagtveje, som blev bygget i slutningen af 1600-tallet, stadig i Gribskov og Store Dyrehave, hvor de fortæller om parforcejagtens storhedstid. På den måde lever Christian d. 5.s parforcejagtlandskab videre. Nu også som en del af UNESCOs verdens kulturarv.