Her begyndte det…

I 1670 oprettede Christian d. 5.  Jægersborg Dyrehave, som blev Danmarks første skueplads skueplads for de storslåede parforcejagter.

I 1669 indhegnede Frederik d. 3. den gamle Boveskov og gav den til sin søn Christian, så han kunne dyrke sin foretrukne jagtform, parforcejagten.

Året efter arvede Christian d. 5. tronen.  Han udvidede indhegningen af Boveskov, så hans nye dyrehave omfattede hele det areal, der i dag er Jægersborg Dyrehave og Hegn.  Det nye jagtområde var på over 1500 hektar, og vildtet i Jægersborg Dyrehave blev suppleret med vildt udefra, bl.a. kronhjorte fra Bornholm.

Terrænet i den nye jagtpark var åbent og ikke særlig bakket, så Christian d. 5. kunne drive parforcejagt uden at skulle anlægge særlige veje til det.

Parforcejagt med inspiration fra England

Christian d. 5. havde som ung kronprins oplevet den franske Solkonge, Ludvig d. 14. s, storslåede parforcejagter, men da han indførte jagten i Danmark, rettede han også blikket mod England.

I de første år dyrkede den danske konge parforcejagt efter engelsk mønster som et frit forfølgelsesridt gennem landskabet.

Den engelske jagtform stod i kontrast til den stærkt ritualiserede franske jagt, der mindede om et strategisk krigsspil med hold af jægere og hunde, der afløste hinanden undervejs som “slaget” skred frem.

Et enkelt system af jagtveje

Den mere simple, engelske forfølgelsesjagt passede perfekt til det åbne landskab i Jægersborg Dyrehave og Hegn, og det var ikke nødvendigt at etablere et avanceret system af parforcejagtveje, som vi kender det fra Gribskov og Store Dyrehave.

Jagtveje i Jægersborg Dyrehave og Hegn var hovedsageligt nødvendige, når områderne var våde, sumpede eller på anden måde ufremkommelige.

I den centrale, åbne del af Jægersborg Dyrehave og Hegn løb tre parallelle veje fra nord mod syd. I skovene var der flere veje, der tilsammen dannede kvadrater i landskabet. De jagtveje, der i dag danner en stjerne ved Eremitageslottet, blev først anlagt i 1730’erne.

Kongens slotte

Syd for Dyrehaven lå Ibstrup Slot, som var opført af Christian d. 4. omkring 1610. Da Christian d. 5. indførte parforcejagten i 1670, blev det gamle slot istandsat, fordi det skulle være  hjemsted for den kongelige jagt. Her havde kongen sine heste og hunde, og her holdt jagtpersonalet holdt til. Derfor fik slottet nu navnet Jægersborg.

Centralt i dyrehaven lå Hubertushuset, en pavillon hvor kongen og hans gæster spiste, når der var jagt. I underetagen af Hubertushuset lå køkkenet, mens spisesalen lå på etagen ovenover. I 1694 blev der installeret en bordelevator, så maden kunne hejses op fra køkkenet til spisesalen.  På den måde kunne selskabet nyde middagen uden at have den sædvanlige hær af tjenere løbende rundt omkring sig. Bordelevatoren blev kaldt en eremitagemaskine, og Huberthuset blev derfor omdøbt til Eremitagen.

Den gamle jagtpavillon blev i 1734-36 erstattet af nutidens Eremitageslot, bygget af Christan d. 6. Han opførte Eremitageslottet  centralt i Jægersborg Dyrehave, højt placeret og synligt fra alle sider på et sted, hvor de gamle veje dannede en trekantet plads, så det så ud, som om slottet lå i centrum af en jagtvejsstjerne. Stjernen viser symbolsk, at alt peger på og går ud fra den enevældige konge.

Kongen såres under en jagt

Parforcejagten var et skuespil, der skulle demonstrere kongens  gudgivne, enevældige magt, men jagten gik ikke altid, som planlagt. Nogle gange slap hjorten væk og blev først fundet igen efter timers eftersøgning. Den slags blev betragtet som en ydmygelse. Christian d. 5. oplevede dog en endnu større ydmygelse under en jagt i efteråret 1698.

Jagten foregik i Jægersborg Dyrehave og forløb planmæssigt indtil afslutningen. Da dagens udvalgte mål, en stor kronhjort, var blevet “stillet”, dvs. at hundene holdt den fast, blev kongen tilkaldt. Man siger, at det foregik ved Christian d. 5.s Eg. Kongen stak dyret i hjertet, men da han trak sit våben ud, blev han ramt af et spark fra dens bagben, samtidig med at den faldt ned over ham.

Christian d. 5. kom slemt til skade og måtte hjælpes væk derfra. Den jagtglade konge var efter sigende bundet til en kørestol resten af sit liv. Han nåede dog at deltage i flere parforcejagter inden sin død i sommeren 1699.

Parforcejagtens storhed og fald

Parforcejagten blev indført i 1670 som den enevældige konges prangende magtdemonstration, men i løbet af 1700-tallet mistede den sin betydning. Jagtformen var utroligt bekostelig. Den krævede store, særlig anlagte arealer og et stort antal jægere og kostbare hunde og heste.

Samtidig forandrede samfundet sig i løbet af 1700-tallet. Den pompøse storhed, som parforcejagten demonstrerede, hang meget dårligt sammen med oplysningstidens tanker om frihed og lighed. Blandt andet derfor blev jagtformen umoderne, og den kongelige danske parforcejagt blev endeligt nedlagt i 1777.

Siden har der ikke været drevet parforcejagt i Jægersborg Dyrehave og Hegn.